Om producenten
I hjertet af Barolo by, finder man det lille familiedrevne vinhus Camerano & Figli, der blev stiftet i 1875, og er den næstældste producent i Barolo kommune. Camerano er eksponent for det sande Barolo-terroir og de virkeligt store traditionelle vine som den ædle piemontesiske jord i mange år har frembragt. Huset drives i dag formelt af ønolog Pier Ettore Camerano og hans søn Vittorio (5. generation), som viderefører den tradition og vinstil som deres forfædre var med til at definere.
Camerano producerer først og fremmest Barolo, men det bliver også til lidt Langhe Nebbiolo, Barbera, Dolcetto samt rariteten Barolo Chinato. Familien besidder i alt 22,5 hektar af nogle af bedst beliggende marker i og omkring Barolo by, hvoraf ca. 70% er beplantet med Nebbiolo.
Cameranos Barolo’er tilhører den ultra-klassiske stil. Der anvendes udelukkende store fade og tonneaux’er, lidt nyere såvel som ældre, af fransk og slavonsk eg. Kælderen og teknikken er virkelig low-tech; her findes ingen avanceret ny teknologi eller fancy maskineri, blot godt gammeldags håndværk som indebærer sund frugt, maceration omkring 20-40 dage (afhængig af årgang), lang modning og nul filtrering.